Hvad kan jeg ikke med en iPad?

Selvom der er masser af ting, du kan gøre med en iPad, så er der også ting, der ikke kan lade sig gøre. En iPad er en ganske lille og handy enhed - omend den har mange kræfter, så er det ikke rimeligt at sammenligne dens computerkraft med en kraftig computer.

Her kommer nogle af de ting, som du ikke kan med en iPad, og nogle ting som er meget besværlige. Lad være med at fundere for meget over hvorfor - sådan er det bare - jeg tror ikke jeg vil kunne undvære en "rigtig computer" i den nærmeste fremtid - selvom jeg bruger min iPad mere og mere.

Websider der bruger Flash

Websider der bruger Flash

Der er stadig en del websider, der bruger Adobes Flashplayer til at vise forskelligt interaktivt indhold og film. Det fungerer ikke på en iPad eller iPhone. Efterhånden er der flere og flerer, der skifter over til at bruge HTML5, men det vil tage nogle år, inden det gælder over hele linjen. Hvis du støder ind i en side, som har flashindhold, så kan det godt være, at der er et link til en version, der virker på en iOS enhed, men det er langt fra altid. Du kan ikke gøre noget ved det, bare konstatere at indholdsudbyderen er ligeglad med, om du kan se indholdet.

Særlige tjenester som bruger Flash, har ofte en speciel iOS udgave (en udgave der virker på iPad / iPhone). Sådan en udgave vil nogle gange have lidt færre funktioner. F.eks. har Adobe Connect, som er en ren flashting, lavet en iOS udgave. Selvom det ikke er alt man kan i Adobe Connect appen, så er det fint, at det meste virker.

Websider der kræver brug af Java elementer

Websider der kræver brug af Java elementer

En anden ting som ikke kommer til at virke på iOS, er Java. Java bruges ofte til ekstra funktionalitet eller sikkerhed på webbaserede tjenester. F.eks. så er Nem id baseret på Java og virker derfor ikke på nuværende tidspunkt, sammen med iOS. Det vil sige, at mange netbanksider ikke vil virke. Heldigvis har de fleste banker fået udviklet specielle apps, som fungerer med deres netbankløsninger. Så hvis du støder på en tjeneste, der bruger Java til sikkerheden, så undersøg om tjenesten har en tilsvarende service, som en decideret app.

Du kan ikke hente og gemme indhold via USB - på samme måde som du kan på en alm. computer

En iPad (iOS enhed) har ikke et filsystem, med en mappestruktur, som vi kender det fra en computer. Det giver lidt frustration - flere spørger: "Hvordan får jeg dokumenter ind og ud af en iPad?". Der er flere måder at gøre det på. Mail er én god måde. En anden og meget brugbar, er at komme i gang med at bruge Skydrive Google Drive og Dropbox.

Det er ikke muligt at tilslutte en mus

Det er ikke muligt at tilslutte en mus

Det er nok gået op for de fleste, at en iPad har en touchskærm. Vi bruger altså fingrene til navigere og inputte med. Dog er der nogle, der har brokket sig over, at man ikke kan tilslutte en mus - især hvis de har fået et eksternt tastatur. Regn ikke med, at du nogensinde kommer til bruge mus sammen med en iPad.

Der er sikkert mere

Lige nu synes jeg, det er begrænsningerne man hører mest om, men der kommer hele tiden nye apps der kan overkomme nogle af problemerne. Falder du over noget, så modtager jeg gerne kommentarer - heab@phmetropol.dk

Et par ting der er bøvlede på en iPad

Jeg finder løbende ud af, at der er mere og mere, jeg kan bruge min iPad til. Da jeg begyndte at bruge min første iPad for ca. to år siden, så var jeg meget begejstret, men troede ikke at den var til andet end at konsumere indhold. Det har ændret sig en del. Der er kommet mange nye smarte apps, og måske er jeg blevet klogere.

  • Man kan sagtens skrive tekster, især med et eksternt tastatur, men det er nu ikke så let hvis det er store tekster.
  • Dokumenter i almindelighed er ikke så lette at håndtere på en iPad.
  • Citrix - det kan lade sig gøre, men er betydeligt lettere på en computer
  • Udskrivning - hvis du har en speciel Air Print-printer hjemme er det OK. Nu er det vel heller ikke meningen man skal udskrive digitale dokumenter vel?

Vejledningn er udarbejdet af Henrik Abildgaard juli 2013

0 Kommentarer

Tilføj din kommentar

Send mig en E-mail når kommentaren bliver besvaret