Forstå uddannelsesbyggeren

Lidt om formål og terminologi

Lidt om formål og terminologi

Uddannelsesbyggerens overordnede opgave er at sørge for, at gruppestrukturen i IntraPol er som den skal være for hver enkelt forløb, uddannelsen indeholder, samt at det angives, hvilke grupper der skal have lektionsplaner, og hvilke planlægningsgrupper disse skal hentes fra. Gruppestrukturen består af en række afholdelsesgrupper placeret under en uddannelsesgruppe.

Ved uddannelsesgruppe forstås en gruppe, der ikke afvikles undervisning i, men som er knyttet til uddannelsen. Denne vil typisk hedde uddannelsens navn. I eksemplet til højre "Sygeplejerskeuddannelsen"

Ved forløb forstås et af de elementer en studerende skal igennem i løbet af sin uddannelse. På grunduddannelserne udgør den samlede typisk 14 af disse. De fleste kalder disse elementer for moduler, men nogle bruger betegnelsen fag og i særtilfælde kan der sågar tales om linjer og toninger. Her bruges betegnelsen forløb som fællesbetegnelse. Et forløb strækker sig over en periode (typisk 10 uger), men kan være længere eller kortere. Til hvert forløb vil der være behov for en eller flere grupper i IntraPol, hvor studerende og undervisere kan interagere. Man kan bygge så kompleks en struktur, man ønsker, men der skal minimum oprettes én gruppe til forløbet. Denne vil typisk have forløbets navn. I eksemplet til højre "Modul 1, E13".

Ved afholdelsesgruppe forstås en gruppe, hvori der typisk afvikles undervisning. Den har en startdato og en slutdato og der er studerende i den, der tilmeldes på baggrund af SIS. I eksemplet til højre "Klasse A", "Klasse B" og alle klyngerne. Afholdelsesgrupper er aktive i den periode, det er specificeret for forløbet. Herefter arkiveres de, og studerende kan tilgå dem via arkivet.

Ved planlægningsgruppe forstås en gruppe, hvor undervisere kan samarbejde om et forløb og oprette lektionsplaner og litteraturlister. Planlægningsgrupper har ingen udløbsdato. De oprettes i uddannelsesbyggeren og bliver i IntraPol indtil det vurderes, at de skal nedlægges.

For at lette arbejdet for jer bliver de forløb, I laver i uddannelsesbyggeren, lavet som skabeloner. Dette skal forstås således, at gruppestrukturen, kobling til planlægningsgrupperne og SIS-bindingerne i forløbet kan genbruges til næste optag, hvis dette ønskes. Når forløbet anvendes i det nye optag laver uddannelsesbyggeren selv koblingen til SIS igen. Hermed bliver det altså utroligt nemt at gentage et forløb. Har man rettelser kan disse indføres, før man anvender forløbet på et nyt optag.

Fint nok, men hvordan gør jeg det her i praksis!?

Så vidt terminologi og formål. Men til den opgave, der ligger foran jer hører der også noget praktisk arbejde. De fleste af jer har allerede været i gang med en proces, hvor I har prøvet at lave gruppestrukturer. Det er dette arbejde, I nu skal færdiggøre ved at oprette jeres plan som faktiske forløb og grupper i IntraPol.

1. Få dine planlægningsgrupper på plads

Opret alle de planlægningsgrupper, du har behov for først. Nogle vil kunne nøjes med én per forløb, andre vil skulle bruge flere til hvert forløb (typisk hvis hvert fag i forløbet har sin egen gruppe).

Kunsten her er at finde en balance mellem, at underviserne kan arbejde sammen om lektionsplaner (et argument for at have så få planlægningsgrupper som muligt) og at underviserne ikke har adgang til lektionsplaner og litteraturlister, de ikke har interesse i at se (et argument for at have flere planlægningsgrupper). Hvilken mængde der passer din uddannelse bedst er dit valg. Spørg, hvis du har brug for gode råd.

2. Få dine perioder på plads

I uddannelsesbyggeren er hvert år inddelt i fire perioder. Disse svarer typisk til de fire forløb, et optag kommer igennem i løbet af et år. Du skal angive for din uddannelse, hvornår undervisningen starter og stopper for hver af disse fire perioder.

Hvis din uddannelse kører med semesteropdeling i stedet for modulopdeling skal du kun bruge periode ét og tre. For disse to sætter du så datoerne for de to semestre. Periode to og fire lader du bare være tomme.

Hvis du har et forløb, der ligger på tværs af perioderne på din uddannelse, kan du også sætte start- og slutdato for undervisningen på dette specifikke forløb.

3. Opret dine forløb

Nu er det blevet tid til at oprette forløbene.

Først opretter du fagene, der er indeholdt i forløbet. Du skal kun bekymre dig om UNTIS-kode, hvis du har tænkt dig, at hvert fag skal have sin egen separate gruppe. Hvis dette ikke er tilfældet, kan du ignorere den.

Når du har oprettet fagene, opretter du gruppestrukturen til forløbet. Du opretter undergrupper til en gruppe ved at trykke på det lille +.

Ønsker du at oprette en gruppe til et fag kan dette gøres, når du opretter en undergruppe. Du kan også vælge, om gruppen skal kunne have tilknyttet lektionsplaner og litteraturlister. Hvis den skal det, skal du vælge, hvilken planlægningsgruppe de skal komme fra. Det gør naturligvis ikke noget, de faktiske lektionsplaner ikke findes endnu. Her angiver du bare, hvilken planlægningsgruppe de skal hentes fra.

Husk, du godt kan have flere forløb i samme periode for en årgang. Dette er typisk nødvendigt, når optaget deles op, hvor den ene del skal i klinik/praktik og den anden del skal være hjemme. Her oprettes da to forløb, ét der passer til undervisningen i klinik (typisk en meget simpel struktur, da der ikke er behov for den store interaktion) og ét der passer til undervisningen hjemme (typisk en mere kompliceret struktur, da der er behov for mere interaktion mellem forskellige grupperinger af studerende og undervisere).

Husk, at eventuelle tværfaglige forløb ikke skal oprettes under din uddannelse, men under uddannelsen "tværfaglig". Du placerer de tværfaglige forløb i oversigten som alle andre forløb, men de oprettes for sig selv (for at sikre at forskellige uddannelser har adgang og ikke kun din egen).

Det er en god idé at have din SIS-kyndige ved hånden til at hjælpe dig med, hvad grupperne hedder i SIS. Grupperne i SIS er navngivet efter en aftalt nomenklatur, som din SIS-kyndige kender. Det er her, de forskellige identifikatorer kommer fra. Hvis du ikke kender dem, gør din SIS-kyndige nok. Ellers spørg - så får vi styr på det sammen.

4. Placer dine forløb

På oversigtssiden kan du nu placere dine forløb på rette årgang og periode. Når du har gjort det, vil forløbet blive oprette i IntraPol næste gang opdateringsscriptet kører (typisk hver nat). Ønsker du at forløbet skal have en særlig start- og slutdato, som afviger fra den, der gælder for uddannelsen i øvrigt, skal den sættes, på det specifikke forløb i den specifikke periode.

Lidt principielt om tilknytning af undervisere

I uddannelsesbyggeren kan du tilføje undervisere til de enkelte grupper. Vores anbefaling er, at du kun tilmelder de undervisere, der faktisk har noget at gøre i grupperne. Undervisere kan altid blive eftertilmelde, hvis de har brug for at komme ind, men hvis de er sat ind i gruppen via uddannelsesbyggeren, kan de ikke afmelde sig selv, så skal det ske via uddannelsesbyggeren.

Flere uddannelser kører med et fleksibelt princip om, at underviserne er administratorer på uddannelsesgruppen. Det giver den store fordel, at de frit kan melde sig ind og ud af samtlige planlægningsgrupper og afholdelsesgrupper, hvilket giver en stor grad af frihed. Men husk, det er som de siger i tegneserierne: Med stor magt, kommer stort ansvar. Hvis underviserne har administratoradgang har de fuld magt over systemet (læs: De kan lave ulykker). I må afveje friheden over for risikoen, at en underviser kommer til at ødelægge noget, fordi han eller hun sidder og piller ved grupper, hvor han eller hun egentlig ikke har noget at gøre.

Det var det

Nu har du oprettet din uddannelse i uddannelsesbyggeren og den vil blive overført til IntraPol næste gang opdateringsscriptet kører. Du kan herefter tage adgang til grupperne i IntraPol, hvis du ønsker at se, hvordan det ser ud for andre brugere.

Tillykke med det :-)

Vejledningen er udarbejdet af Henrik Abildgaard december 2013

0 Kommentarer

Tilføj din kommentar

Send mig en E-mail når kommentaren bliver besvaret